Hvis du har Netflix, er du måske stødt på den nye dokumentarserie ”Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes”, som tegner et portræt af den amerikanske seriemorder Ted Bundy gennem interviews med dem, der kendte ham samt video- og lydoptagelser om og med ham. Samme instruktør står også bag den netop udkomne film om samme seriemorder, ”Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile”.
Det her er ikke reklame for hverken serien eller filmen; det er baggrundsinfo for denne tweet, som til dels er inspiration for dette indlæg:
Du har måske allerede set tweeten, hvis du fx læser Berlingske, og måske kender du udmærket til Ted Bundy. Hvis ikke får du her en (meget) kort præsentation: Bundy menes at have dræbt op til 30 unge kvinder og piger, heriblandt en 12-årig pige, i perioden 1973-1978. Han menes også at stå bag adskillige voldtægter, kidnapninger, tyveri og indbrud samt seksuel omgang med mordofrene. Han blev dømt for 3 mord og henrettet i 1989.
Det er en modbydelig, men desværre ikke usædvanlig beskrivelse af seriemordere. Ted Bundy er ikke en af de meste kendte seriemordere pga. de mange mord, men fordi han også gjorde det her:
– Han arbejdede frivilligt på en selvmordsforebyggende hotline
– Da han første gang blev anholdt for kidnapning og overfald i 1975, formåede han at flygte fra fængslet to gange
– Han insisterede (midlertidigt) på at være sin egen advokat
– Midt under retssagen i 1979, hvor han var anklaget for mord og voldtægt, friede han til det såkaldte ”karaktervidne”, som havde vidnet til fordel for ham to gange tidligere. Hun sagde ja, og de fik senere et barn, mens Bundy sad på dødsgangen
Og så så han sådan her ud:
Uanset om han er din type eller ej, så er Ted Bundy kendt som den attraktive, karismatiske, intelligente og charmerende seriemorder, og som Netflix’ tweet antyder er der stadig mange, der tænker ”ku’ godt“.
Men ikke alle. Og det bringer os videre til pointen med dette indlæg: humor i true crime. Her er en smagsprøve:
Vi vender tilbage til disse memes og tweeten om lidt. Først tager vi lige en sociologisk afstikker for at se, hvad humor og fællesskaber egentlig er (spring bare videre, hvis du kun vil se memes og tjek evt. bilaget (ja, min blog har bilag. Det er svært at begrænse sig)).
Hvad er humor?
Humor har mange funktioner og udtryk, hvilket jeg vil skrive mere om, når vi engang skal se nærmere på memes. I denne sammenhæng ser vi på humor som en social konstruktion, der knytter sig til et fællesskab. Det vil sige, at humor bruges til at skabe og vedligeholde relationer, fordi humoren både formidler og forudsætter viden. En joke virker kun efter hensigten, hvis a) vi begge forstår, hvad der bliver sagt, og b) vi er enige om, at det er sjovt.
Tænk på interne jokes. Du har formentlig selv oplevet, at du og en ven kan knække sammen af grin, mens alle andre kigger mærkeligt på jer. De forstår ikke, hvorfor det er så sjovt at sige ”spa” efter ”fedt mand”, men det gør I.
Med lidt god vilje kan dette forklares med begrebet framework. Hos Erving Goffman betyder framework, at grupper kan udvikle en fælles kosmologi eller forståelsessystem, hvor meningen med det sagte ikke kun handler om ordene, men om den særlige betydning bag ordene. Fx handler ”fedt mand, spa” slet ikke om wellness, men om dengang I var på natklub med Knaldperlen.
(Note til fagfæller: jeg ved godt, at framework er langt mere kompliceret, men det her er allerede et meget langt indlæg, så jeg prøver at gøre det kort.)
Humor er således betinget af fællesskabets framework, fordi jokes o.l. bygger en fælles forståelse af noget – fx mord.
Hvad er fællesskab?
Jeg bruger med vilje udtrykket ”fællesskab” for at holde det så bredt (og forståeligt) som muligt, men vi kan her med fordel definere det med udgangspunkt i Michel Maffesolis teori om neo-stammer. Maffesoli beskriver, hvordan nutidens post-moderne fællesskaber ikke er nye fænomener, men snarere faciliteres på en ny måde gennem nye teknologier og sociale medier. Kort fortalt og groft sagt mener Maffesoli, at vi i dag bevæger os mellem midlertidige, hverdagslige, emotionelle og affektive fællesskaber, som er essentielt fragmenterede, men dog stadig fællesskabsskabende.
Sagt på en anden måde opsøger vi i dag stadig sociale sammenhænge, ligesom vi har gjort i mange tusinde år, men i kraft af samfundsstrukturerer og teknologisk udvikling er nutidens stammer baseret på interesser og behov. Facebookgrupper og -sider er eksempler på, hvordan individet kan tilhøre adskillige sociale grupperinger samtidig og ganske nemt og bekvemt kan melde sig ud og ind af et fællesskab med et enkelt klik.
(Note til fagfæller: jeg ved godt, at neo-stammer er langt mere kompliceret. Men det her er allerede et meget langt indlæg, så jeg prøver at gøre det kort.)
Maffesoli bruger ”stammer” som begreb for disse socialiteter, mens jeg foretrækker at bruge ”fællesskaber”. Her er det dog grundlæggende det samme: en social gruppering, som samles om en fælles interesse for noget – fx mord.
My Favorite Fællesskab
Og nu tilbage til pointen: hvordan og hvorfor humor bliver en del af snakken om mord. Interessen for mord/true crime er ikke ny, som man eksempelvis kan se med Jack the Ripper og O. J. Simpson. Det er et studie i sig selv, men her fokuserer vi på fællesskabet, hvor true crime forenes med humor, nemlig i genren true crime comedy – eller Humord på dansk, som ingen kalder det.
Vi bruger podcasten My Favorite Murder som eksempel. For åbenhedens skyld må jeg sige, at jeg selv har været del af dette fællesskab i nogle år og derfor formentlig beskriver det mere positivt end andre ville gøre. Bemærk dog, at fokus her er på humorens rolle, hvorfor jeg med vilje holder etiske, politiske og personlige kontroverser ude af dette indlæg.
My Favorite Murder er en true crime comedy podcast, hvor de to kvindelige værter hver uge præsenterer en true crime-case (oftest mord) for den anden. De laver ikke selvstændig research og har ikke altid styr på fundamentale fakta, endsige formuleringer, men har alligevel en meget populær podcast. Det skyldes til dels humor-perspektivet, som er en udpræget del af deres podcast. Podcasten er samlingspunkt for et internationalt fællesskab af såkaldte murderinos, som mødes (som regel online, men også til fx live shows) for at dele deres true crime-interesse. Vi har altså at gøre med et fællesskab i fællesskabet i fællesskabet:
Det er hos murderinos, jeg har fundet disse memes:
”Edgy girls” samt Bundy-referencen i første meme er fælleskabsmarkører, der både positionerer afsenderen i true crime-fællesskabet og mere specifikt i true crime comedy-fællesskabet gennem brugen af humor. Bundy-Stalin-memet har samme funktion, idet det henvender sig til en (tænkt) modtager, som afsenderen positionerer sig i modsætning til (”if you’re gonna”), samtidig med at det signalerer viden om true crime og igen bruger humor. En lignende fællesskabsafgrænsningsfunktion ses i dette meme:
Her ses en implicit markering af fællesskabet gennem meme-parodi af dem, der ”kun” kender til Ted Bundy pga. nylig medieomtale: ved at pege på dem, der ikke er med, markerer afsenderen sig som én, der er med i fællesskabet. For at vende tilbage til Netflix’ tweet kan vi se, at fælleskabsmarkører ikke kun kommer til udtryk gennem memes:
Såvel tweet-tråd som memes latterliggør både Ted Bundy og fetichering af ham gennem brug af humor, hvorved det som fællesskabsmarkør både signalerer værdier og afgrænsning af fællesskabet. Med dette har vi altså set, hvordan humor er kendetegnende for fællesskabet (du kan som sagt se eksempler på flere memes her).
Men hvorfor er humor del af det? Det ved jeg ikke – men på baggrund af bl.a. online observationsstudier og diverse faglitteratur samt mine egne erfaringer mener jeg, at en del af forklaringen ligger i copingstrategier i forbindelse med negative oplevelser og traumer. Resiliency humor (groft oversat til “ukuelighedshumor”) handler om at bruge humor som redskab til at håndtere mentale og fysiske belastninger, lige fra fyringer til voldelige overfald. Om du gør det afhænger i høj grad af din personlighed, og det kan derfor sagtens tænkes, at du synes, at disse memes er usmagelige og respektløse. Men for true crime comedy og murderinos især er det bestemt ikke hensigten at gøre grin med ofre, mord og tragedier. Det handler om at bearbejde følelser forbundet med true crime, og bemærk her, at mens nogle murderinos kun læser om disse forbrydelser, har andre oplevet det i virkeligheden som vidner, pårørende eller ofre.
Humor kan bruges til at skabe en emotionel distance fra det negative, så individet frigøres fra oplevelsen som en følt nutidig realitet og kan begynde at håndtere det som en tænkt fortidig eller abstrakt hændelse. Det sker qua frigivelse af dopamin, som bl.a. virker som motivation og belønning, hvorved latter på et helt konkret neurologisk niveau kan gøre det nemmere at behandle traumer som død og forbrydelser og tabuer såsom interessen for begge.
For murderinos er film og tv-serier om seriemordere velkomment materiale, men der er altid risiko for, at det kan virke glorificerende og give mordere netop den opmærksomhed, der motiverer dem til at myrde. Med humor er det derimod muligt at beskæftige sig med traumer og tabuer uden risiko for at ophøje mordere til idoler og sexsymboler, og det gør det samtidig muligt at skabe og deltage i et fællesskab med den samme interesse.
Dermed ikke sagt, at murderinos altid er enige om, hvad der er sjovt, men fællesskabets framework er, at dele af true crime kan være eller gøres sjovt. Det her utroligt lange indlæg kan i virkeligheden siges med dette citat, som indlæggets overskrift er taget fra:
We don’t think that murder is funny. We don’t think that people being killed is funny. We just think that we are funny.
My Favorite Murder, episode 147: Live in Austin (20:40)
Jeg burde måske have startet med at sige, at pointen står i overskriften. Undskyld.
Tak for at læse med! Smid gerne en kommentar eller – endnu bedre – et meme.