Har du planer om at arbejde på et krematorium? Hvis dit svar er nej, så er du faktisk som de fleste, der arbejder på et krematorium.
Hvis du alligevel skulle ende her (karrieremæssigt), kan du se frem til en arbejdsplads, hvor kollegaskab og afvekslende opgaver prioriteres højt, og hvor Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen spiller en større rolle end Gud.
Før vi hører nærmere om det gode, det hårde, det sjove og det sørgelige, skal vi først have lidt baggrundsviden om, hvad krematorier egentlig er.
Kort om krematorier
55.232 danskere døde i 2018, og af dem blev 83,9% kremeret. I Københavns Kommune blev 6.448 kremeret, og hvor mange ovne tror du, der skulle til?
6 ovne. 4 af ovnene er på Bispebjerg Kirkegård, mens de 2 andre er på Sundby Kirkegård. Der har tidligere været flere ovne fordelt på flere krematorier, men i 2006 besluttede en arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen, at alle krematorieanlæg skulle forsynes med filtre, der renser for kviksølv o.l., og at ombygningen skulle være færdig inden 2009. Sådan en ombygning kræver meget plads og koster mange penge, så derfor måtte mange mindre krematorier lukke. I dag er der ifølge Danske Krematoriers Landsforening 20 krematorier i hele Danmark.
Renovering og ombygning har gjort krematorier til et meget andet sted, end det var engang. Anders, som har været ansat i over 20 år, fortæller: ”Dengang vi arbejdede oppe i det gamle, der var det absolut ikke sådan et sted, hvor man lukkede folk ind. Jeg kan godt forstå, at folk har de der fordomme, for det var ikke sådan et sted, hvor man bare åbnede døren og sagde ”kom indenfor og se, hvordan vi kremerer folk heroppe”. Det var det bestemt ikke. Men det var også 100 år gammelt, ikke?” Bjarne, som også har ansat i over 20 år, tilføjer: ”Det er klart, at dem, der har oplevet det dengang og ikke fulgt med i udviklingen – og hvem gør det – de vil tænke, at sådan er det også i dag. Men der er jo faktisk sket store forandringer der”. Her kan du se, hvordan en ovnhal så ud for 100 år siden:
Og her kan du se, hvordan det ser ud i dag:
Det er ikke kun æstetiske forskelle. Du kan nok ikke forestille dig, hvordan det har lugtet i tiden før filtre, men som Anders sagde var det ikke velegnet til gæstebesøg. De moderne ovnhaller er rene og computerstyrede til glæde for både medarbejdere, besøgende og pårørende. Nu om dage har medarbejderne også trucks og lifts til at klare de mange tunge løft i løbet af en arbejdsdag – eksempelvis vejer en kiste alene cirka 70 kg.
Hvis du vil vide mere om ovne, kister og brændetid – og det brugte jeg faktisk en del ressourcer på at undersøge – kan du læse mere om det i bilaget. Her kan du også blive klogere på, om kemobehandling har betydning for brændetid? Retspatologisk Afdeling og Fælleskrematoriet hjælper med at finde svaret (som formentlig er nej).
For at forstå hvad krematoriet er for en arbejdsplads har jeg snakket med kirkegårdsbetjentene Anders, Bjarne, Charlotte, Dennis, Ellen og Frederik, krematørerne Gert og Hans og servicemedarbejderen Ilse. Vi starter udefra og udenfor med det æstetiske.
Æstetikkens betydning
Ovnhallerne er ikke krematoriets primære setting – det er kirkegården. Kirkegården er det første og sidste du ser som besøgende, og derfor er det vigtigt, at de visuelle rammer er indbydende og tryghedsskabende. Designet kan variere, men er som regel kendetegnet ved masser af planter, typisk snorlige hække og store træer.
Som Charlotte siger: ”Det skal være en fantastisk oplevelse at komme her”. Kirkegården er både et mindested og et rekreativt område, og derfor skal der være balance mellem orden og afslapning; kontrol og omsorg. Medarbejderne lægger generelt stor vægt på, at kirkegården skal være et trygt rum, hvor der er plads til alt fra højtidelighed og sorg til løbeture og latter. Det er en svær balance, og derfor kan kirkegårdsbetjentene på patrulje være nødt til at irettesætte besøgende, især om sommeren. Men som regel har alle fin forståelse for hinanden og rummet: ”Generelt er der sgu ikke nogen problemer her” siger Dennis.
En anden æstetisk komponent er blomster. Ved begravelser, kremering og urnenedsættelser vælger de pårørende om og hvilke blomster skal med til gravstedet. Blomster kan dog ikke ligge længere end én uge: ”Hvis blomster ligger og ser visne ud, så er det ikke særlig pænt for dem, der har gravstedet ved siden af” siger Ellen. De æstetiske hensyn kommer også til udtryk gennem medarbejdernes forhold til uniformer: kirkegårdsbetjente har typisk skjorte og mørke bukser; krematører og rengøringspersonale har arbejdsbluser og -bukser; og administrativt personale har almindeligt tøj på. Altså relativt neutral påklædning. Men Vej og Park-arbejderne, som bl.a. tager sig af gartneropgaver på de københavnske kirkegårde, skal af sikkerhedshensyn gå med reflekstøj, fordi de også kører rundt til opgaver i resten af byen. For medarbejderne er sikkerhedshensyn forståelige, men det forstyrrer den visuelle ramme. Som Ellen siger: ”Hvis vi skulle have dem på, når vi står til en højtid eller går foran til en begravelse, så synes jeg, at det giver et forkert signal at rende rundt i arbejdsjakke med store reflekser”. Frederik tilføjer: ”De skal jo se os uden at vi egentlig er der. Jeg skal hjælpe dem og være der, men jeg skal helst stå, så det ligesom er dem eller kisten, der er i fokus”.
Reflekstøj er en paradoksal usynlig synlighed: det er åbenlyst iøjnefaldende, men samtidig en påklædningstype, som qua sin servicefunktion nemt overses eller ignoreres. Man registrerer reflekstøj, men man lægger ikke rigtig mærke til det – ligesom med tjenere på restaurant eller ansatte i supermarkeder. På en kirkegård og især i krematoriet ville det dog formentlig virke forstyrrende, fordi de uvante rammer ville aktivere en association til fare. Reflekstøj er sikkerhedsudstyr, og i vante rammer, fx trafikken, registrerer vi det uden rigtig at lægge mærke til det. I uvante rammer, fx i et krematorie, bliver vi mere bevidste om sikkerhedsaspektet, fordi vi ikke har erfaring og viden at trække på og naturligvis også fordi, at vi på kirkegården eller i krematoriet allerede er emotionelt sensitive. Det er i hvert fald min semisociologiske spekulation.
Ritualets realiteter
Visuelle rammer defineres i kulturelle kontekster, og på kirkegårde og krematorier er ritualer særligt i fokus. Med udgangspunkt i Émile Durkheim kan ritual defineres som en intentionel handling, typisk inden for et system af tro og praksisser, fx religion. Ritualer har faste roller, handlinger og objekter, og deres formål er at sikre, at mødet med det hellige foregår på den rigtige måde, fx ved bisættelser og begravelser.
Når ritualer er dagligdags arbejdsopgaver, er der større fokus på det praktiske og sociale end på det hellige. Der grines og jokes i krematoriet, og der smalltalkes med bedemændene – alt imens man er omgivet af kister og urner med afdøde. Det kan virke ufølsomt, men det er trods alt et arbejde, og husk i øvrigt, at medarbejdere på krematoriet aldrig ser ligene (kun som aske). Det er med til at skabe en naturlig distance, så det, der for pårørende er ritual, er rutine for medarbejderne.
Ritualbegrebet bidrager dog alligevel med en brugbar forståelsesramme, fordi det former alle arbejdsopgaverne – selv rengøring. Ritualerne er med til at skabe medarbejdernes forståelsesramme for et godt stykke arbejde. Lad os tage krematørenes forhold til aske som eksempel: ”Man skal jo ikke blande askerne. Der skal være fuldstændig clean hver gang. Det er én ting, der bliver gjort færdig, og så starter man helt forfra med den næste” siger Hans. Gert tilføjer: ”Det ville også være etisk helt godnat, hvis man kunne blande askerne”. Hans uddyber: ”Man har det også bedre sig selv, når man ved, at det er foregået på en ordentlig måde”. Det er altså ikke kun arbejds- og miljøforhold, der definerer arbejdsopgaverne, for selv rutinemæssige ritualer har en ekstra dimension i arbejdslivet.
Arbejdet er dog hverken eksplicit rituelt eller religiøst orienteret. Gert siger om religion og det hellige: ”Det spiller overhovedet ikke nogen rolle. Man kan sagtens have en religiøs holdning til nogle ting, men arbejdet skal jo passes.” Sociologisk set kan man sige, at selvom religion ikke spiller en eksplicit rolle for medarbejderne, er religion implicit stadig afgørende for arbejdsopgaverne, fordi opgaverne er blevet defineret på baggrund af religion. Noget er dog også blot almindelige praktiske hensyn ifølge Hans: ”Halvdelen af jobbet i krematorier er vedligeholdelse og rengøring”.
Om sorg og omsorg
Hvordan føles det at arbejde med død til daglig? Det føler krematoriearbejderne faktisk ikke, at de gør. Som Anders siger om de afdøde: ”Vi ser dem jo ikke”. Krematoriearbejdet er i høj grad et servicefag, men med en særlig dimension af sorg. For at forstå det bedre tager vi lige en “hurtig” teoretisk afstikker.
Ifølge den britiske psykiater John Bowlby er graden af sorg afhængig af tilknytningen til den afdøde, fordi tabet af en, der står dig nær, medfører reorganisering af den indre repræsentation af den afdøde: man glemmer ikke dem, man mister, men de får en anden betydning. Den direkte konsekvens af det er, at du som pårørende også reorganiserer din egen identitet, fx fra at være ”ægtefælle” til ”enke”. Denne tilknytningsteori bygger på en præmis om, at behovet for sociale relationer er grundlæggende menneskeligt, men ikke afhænger af gengældte følelser. Se på forholdet mellem fan og berømthed: en tydeligt asymmetrisk relation, men dog en relation alligevel.
I den såkaldte tosporsmodel ses sorg som to parallelle processer: det tabsorienterede spor og det reetablerende spor. Førstnævnte handler om arbejdet med sorgens emotionelle aspekter, sidstnævnte beskriver det praktiske arbejde, som gør det muligt at fungere i hverdagen. Begge spor er lige vigtige og fungerer samtidig i personen og gør det derved muligt at arbejde med sorgen uden at lade den overtage. Med tilknytningsteori in mente må det forventes, at sporene ikke har samme størrelse hos forskellige personer: for nære pårørende fylder det tabsorienterede spor mere end for fjerne kontakter.
På krematoriet er sorg et grundvilkår, men arbejdsopgaverne skaber en naturlig distance: ”Det eneste vi har med pårørende at gøre er når vi udleverer urner til dem, og nogle gange følger de med kisten hertil, hvis der har været bisættelse i kirken. Så kan de komme herind og slappe lidt af i nogle særlige rum. Men alt det andet, det er bedemanden” siger Bjarne. Charlotte uddyber: ”Du skal hele tiden tænke fremad til de næste opgaver. Der er blomster, der er kiste, som skal køres frem og tilbage, og sange til orgel og kor og præsten”. Det betyder dog ikke, at medarbejderne aldrig bliver påvirket. Dennis fortæller: ”Jeg har da stået med tårer i øjnene, for det er da hårdt, når man ser forældre, der har mistet deres børn. Især når man har børn på samme alder. Det synes jeg er værst.” For alle medarbejderne er døde børn og unge de hårdeste opgaver, og i de situationer tages der særligt hensyn. Normalt fjernes blomster o.l. fra kisterne inden kremering, fordi oasis og andre stoffer kan skade ovnene, men ikke her: ”Normalt har vi jo Danmarks dyreste skraldespande, som vi siger, med alle de blomster, der bliver taget af, men ved børnekister er alt på. Om du kommer med store porcelænsdukker eller hvad du kommer med, så kommer alt ind” siger Gert. Hans tilføjer: ”Det er det samme, hvis vi har overværelse med familien ved børnekister, så er vi altid 2-3 brændere på, hvor 1 tager sig af familien, og de andre sørger for, at andre ikke kommer ind i ovnhallen. Så er der tomt herinde, og så får de den tid, de skal have. Hvis de vil stå her en time, så får de en time.” ”Der er forskel på børn og voksne, og det skal der være” siger Ellen.
Arbejdsopgaverne er afgørende for, at medarbejderne kan distancere sig fra sorg. Som Frederik siger: ”Jeg synes selv, at jeg er ret god til at lade det ligge. Når jeg ligesom vender ryggen til og går, så er jeg nødt til at skubbe det væk. Det er jo det der gør, at jeg har kunnet været her i så mange år”. Her kan man sociologisk tale om associativ sorg. Om det bunder i generel empati eller skyldes projektering af egne nære og kære kan krematoriearbejderne opleve sorg qua andres sorg. Associativ sorg beskriver en oplevelse af sorg frem for en følelse af sorg. Denne abstraktion gør, at medarbejdernes sorgoplevelse kan forstås ud fra en variant af tosporsmodellen, hvor man – i modsætning til reelt sorgarbejde – ønsker et ubetinget dominerende reetablerende spor. Det tabsorienterede spor findes som regel kun per proxy, bortset fra når de en sjælden gang forestår kremeringer for egne eller kollegaers nære. Sagt på en anden måde: ”Hvis det er for hårdt, så er man havnet det forkerte sted. Man skal kunne skille det ad. Man er nødt til at have en professionel holdning til arbejdet” siger Gert.
Det kan dog være svært at sætte den grænse, når håndtering af følelser har så stor betydning for arbejdet. Arlie Russel Hochschild bruger begrebet emotionel labour om arbejdstyper, hvor håndtering af følelser er primær eller implicit arbejdsopgave. Det ses ofte i servicesektoren, hvor eksempelvis ansatte på krydstogtsskibe eller butiksassistenter forventes at være smilende og hjælpsomme over for kunderne, uanset hvordan medarbejdere selv har det. Dette foregår gennem emotion management, hvor den ansatte aktivt og bevidst påtager sig en rolle for at opfylde arbejdskravene. Emotion management kan gøres på to måder:
Surface acting er særligt problematisk, da langvarig undertrykkelse af sande følelser fører til stigende spænding mellem indre og ydre behov. Når medarbejderen konstant skal tilpasse sig arbejdspladsens krav på bekostning af egne følelser skaber det stærk dissonans, som i sidste ende kan føre til burn-out. Det er derfor afgørende, at krematoriearbejderne ikke undertrykker sorg – men samtidig skal de være professionelle i deres arbejde. Hvad gør man så?
Man kan ikke fjerne emotional labour fra krematoriearbejdet, men man kan fjerne medarbejderne fra emotional labour. På Københavns Kirkegårde har der de sidste 10 år været rotationsordning på arbejdsopgaverne: ”Den ene dag er man nede på kapellet og lave højtider og så den næste dag begravelser og så urnenedsættelser. Alle får lov til at lave alle opgaver” fortæller Anders. Afvekslende arbejdsopgaver er med til at sikre, at medarbejdernes emotional labour ikke bliver overvældende. Arbejdsdagen er desuden struktureret sådan, at man som medarbejder kan tage en pause efter behov og evt. snakke med en kollega efter en ceremoni: ”Så snakker vi lige om det. Var det hårdt? ”Ja, det var hårdt”, eller hvis de pårørende var utroligt kede af det”. Det kræver dog også, at man som person kan håndtere de emotionelle belastninger og blive i det reetablerende spor. Som Bjarne siger: ”Hvis du tager tingene med hjem, så skal du finde dig et andet arbejde”.
Krematoriekundskaber og kollegaer
Som nævnt i indledningen var krematoriet ikke med på de fleste af medarbejdernes planlagte karrierevej. Hans fortæller: ”Jeg har aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle ende som krematør. Jeg har været soldat, pædagog, og så havner man her. Det var der ikke nogen, der havde forestillet sig”. De fleste fik jobbet gennem netværk og tilfældigheder, men for Dennis var det delvist planlagt, da han blev fyret fra et andet job: ”Så tænkte jeg, at nu skal jeg måske sadle om. Jeg kan godt lide natur og parker og kirkegårde, havde jeg tænkt over, og så begyndte jeg at søge kirkebetjente osv., og så havnede jeg her.” Ellen tilføjer: ”Mange af de nye har selvfølgelig søgt på jobopslag, og mange gør det samtidig af ren nysgerrighed. Nogle gange er de her i en måned, to måneder, og så var det alligevel ikke noget for dem”. Som regel bliver man her dog i lang tid: ”Nogle har været her 30 og 40 år. Da jeg startede, var det normalt at holde 25-års jubilæum. Der er ikke den store udskiftning her” siger Ellen. ”Heller ikke i rengøring” indskyder rengøringsdamen Line, som har været ansat i over 10 år.
Så hvordan bliver man ansat på et krematorium? For det første skal du have kørekort, da en arbejdsdag som regel kræver en del kørsel rundt til de forskellige kirkegårde. For det andet er der faktisk ikke flere krav. Hverken kirkegårdsbetjent eller krematør kræver uddannelse, og oplæring foregår typisk gennem kurser og mentorordninger. Så…. Hvordan bliver man ansat? ”Jeg har ikke kørekort til truck, jeg kan ikke Fadervor osv., så det har intet med det at gøre. Det er med ansøgning og jobsamtale, at de tænker ”god personlighed”. Så det er helt klart det” mener Frederik. Anders tilføjer: ”Det handler om at kunne kommunikere med folk. At kunne støtte dem. Og så være praktisk gris, selvfølgelig”. Bjarne er enig: ”Har man den rigtige arbejdsmoral eller kodeks til at være på en kirkegård, så er urnenedsættelser, begravelser og højtideligheder – der er jo ikke det store arbejde i det. Man skal bare kunne have en rigtig god situationsfornemmelse, ikke?” Medarbejderne skal være servicemindede og kunne behandle alle ens: ”Vi har alle mulige trossamfund her. Alle kan blive begravet og holde højtider. Vi har med alle mulige at gøre” siger Charlotte. Det gælder også, når den afdøde er berømthed: ”Den eneste betydning det har er, at der kommer mange flere mennesker. Så vi skal måske være flere nogle på opgaven. Ellers er der ingen forskel” siger Dennis.
Medarbejderne forventes også at behandle hinanden ens, og kirkegårdenes cirka 60 ansatte holder julefrokost og andre arrangementer sammen. Hver arbejdsdag starter med opgavefordeling på Bispebjerg Krematorium (undtaget hvis man skal møde ind på Sundby), så man mødes næsten dagligt. ”Det er en god arbejdsplads”, opsummerer Frederik.
Hvis du selv vil se, hvordan det foregår på et krematorium, så prøv en rundvisning eller smut bare forbi en dag. Du er velkommen (hvis der ikke er alt for travlt): ”Vi prøver at forebygge det der tabuemne, som døden er”, forklarer Gert. Hans siger: ”Der er jo rigtig mange – når de først kommer derind, så forsvinder de der fordomme. Det kunne være meget rart for det almene menneske at vide, at det er altså et ordentligt sted, hvor man virkelig tager hånd om de afdøde på en ærefuld måde”. Anders uddyber: ”Det er sådan en win-win-situation, når de kommer ind, også for os. Når de kommer ind og siger ”nej, hvor er her flot, og hvor foregår det på en sober og etisk måde”, det er jo også rart at få at vide. Og så får de ligesom afmystificeret det der med ”uha, der er sikkert mørkt og skummelt” Så får de et helt andet syn på det”. Bjarne tilføjer grinende: ”Det er altid rart at få ros”. Og tro mig, de svarer gerne på alle dine spørgsmål.