Før vi går til spørgsmålet om kemobehandling og brændetid får du først lidt uundværlig info om ovne og kister:
– Hos Bispebjerg og Sundby er ovnene svenske (mærket Mitab), og filtrene er hollandske
– Temperaturen i kremeringsovne skal være 800-1200 grader
– En kremering tager cirka 80 minutter (det vender vi tilbage til)
– Efter kremering er porøse knoglestrukturer stadig tilbage. Derfor knuses den afkølede aske i en særlig maskine, hvilket tager cirka 25 minutter
– Proteser o.l. frasorteres efter kremering og opsamles til genanvendelse
– Krav til kisterne er bl.a.: de må ikke være større end 210*80*80 cm. (l*h*b), må ikke indeholde mere end 100 g. metal, må ikke indeholde allergi- eller kræftfremkaldende lim og må ikke behandles med særligt letantændelig lak eller maling
– Ligesom kister kan urner specialdesignes, hvis man har særlige ønsker til materiale og udsmykning (dog stadig med miljø). De mest almindelige urner er ø-urner, som er fremstillet i biodynamiske materialer
På Bispebjerg og Sundby styres ovnene fra computere i kontrolrummet. Det ser cirka sådan her ud:
Herfra kan ovnene programmeres med brændetid, luftindtag, temperatur osv. Det gør arbejdet nemt og overskueligt, men som Gert siger: ”Avanceret teknologi er skønt, når det virker, men når det ikke virker mere, kan man ikke selv gøre så meget ved det.” Det kan fx betyde, at man er nødt til at tilkalde en tekniker fra Holland, hvis filtrene skal repareres. Filtrene sidder i øvrigt ikke i traditionelle skorstene, som man måske kunne forvente. Som du kan se på ovnhallen, har ovnene slet ikke skorstene:
Røggassen suges i stedet ud i siden af ovnene, ikke ulig disse emhættetyper:
Ovnene er i brug kl. 8.00-16.30 alle hverdage, og kombineret med den heftige varme er det forståeligt, at de af og til går i stykker. Bunden skal eksempelvis skiftes efter 4-6 måneder, fordi den hæver sig og slår buler.
Indvendigt er ovnene lavet af samme materiale som almindelige brændeovne. Det er ikke følsomt materiale, men der skal dog stadig tages hensyn. Derfor er det vigtigt, at der kun er det med i kisterne, som der må være. Det vil sige ingen pacemakere (de eksploderer) og ingen kæledyr, men gerne smykker (som bare smelter) og brystimplanter o.l. (gør ingen forskel). De sagde det ikke direkte, men jeg går ud fra, at fyrværkeri ikke er tilladt.
Hvis du vil vide mere om kremeringsovne, kan du fx læse denne artikel fra Ingeniøren. Men nu er det tid til at få svaret på spørgsmålet om brændetid!
Historien starter, da jeg får fortalt, at det normalt tager 60-80 minutter for fuld kremering, men i særlige tilfælde kan det tage 3-4 timer. På krematoriet mener de, at det kan skyldes kemobehandling, men ved ikke hvorfor eller hvordan.
Følgende faktorer har betydning for brændetid:
– Ligets størrelse
– Fedtmassen (fedt har højere brændværdi og opfører sig anderledes ved forbrænding end f.eks. muskelvæv, der har et højt vandindhold)
– Temperatur i ovnen
– Ovnens design (antallet af tændflammer, isoleringsgrad, varmetab hvis ovndøren åbnes osv.)
– Kistematerialer, især træsort
Umiddelbart ikke noget om kemobehandling, men andre har også hørt om det:
Jeg går ud fra, at nogen er klogere end mig, så hvem kan hjælpe? Jeg bragte emnet på bane til en julefrokost, men ingen kendte svaret (en ven SMS’ede endda til et familiemedlem, som er læge, men heller ikke noget svar her).
Måske Landsforeningen Liv & Død? Svaret fra dem var: ”Vi kan desværre ikke svare dig på dine spørgsmål. Måske kan du prøve at skrive til Anatomisk Institut eller Retsmedicinsk Institut?”. Ikke et dårligt bud, så det prøver jeg – og Retspatologisk Afdeling tager mit spørgsmål overraskende seriøst. Her bliver en ph.d.-studerende sat på sagen, og han svarer: ”Spændende spørgsmål. Jeg kan desværre heller ikke finde noget konkret om dette fænomen, som krematørerne har erfaret. ” Umiddelbart skuffende, men han fortsætter: ”Dermed også sagt at jeg ikke kan finde noget der direkte modsiger, at kemoterapeutika skulle kunne forlænge brændetiden. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg dog ikke tro medicin ville påvirke brændetiden i målbar grad. Cisplatin f.eks. doseres omkring 100 mg/m^2 legemsoverflade, dvs. maksimum ca. 250 mg en gang hver 4. uge. I forhold til kropsvægten udgør Cisplatin selv umiddelbart efter infusion altså kun nogle milliontedele og det skulle derfor have nogle helt exceptionelt brandhæmmende egenskaber for at påvirke brændetiden.”
Han fortsætter: ”Hvor længe det tager at brænde et lig komplet til aske er i sig selv interessant i en retsmedicinsk forstand, og der har jeg fundet denne artikel af Bohner, Rost og Pollak (1998), der observerede kremering af 15 udissekerede lig. Deres eksperiment blev ikke gennemført til ligene var helt foraskede, men de henviser til en del litteratur som omtaler spørgsmålet. Konklusionen på deres litteraturgennemgang er, at det tager ca. 1,5 time for komplet at forbrænde et lig ved 800-1000 grader Celsius. En brændetid op mod fire timer bliver ikke nævnt nogen steder.”
Han giver et forsigtigt bud på en mulig årsag: ”Kan det være, at man anbefaler en længere brændetid for afdøde, der var i kemobehandling, fordi kemoterapeutika er farlige at komme i berøring med og man ønsker derfor helt at nedbryde dem i asken for at undgå skadevirkninger?” På dette tidspunkt er jeg ret starstruck over, at han tydeligvis har brugt en del tid på research (jeg håber ikke, at det er gået ud over hans egen forskning).
Ud fra min egen research kan jeg dog sige, at en forlænget brændetid ikke skyldes miljøhensyn, da farlige kemikalier håndteres med filtre. Jeg har i mellemtiden fået svar fra en anden autoritet: Fælleskrematoriet i Ringsted. ”Vores erfaringer her i Fælleskrematoriet er, at den gennemsnitlige kremeringstid er ca. 1 time og 30 min – 1 time og 45 min. Du nævner, at krematorierne tror, at medicinering er en faktor for brændetiden. Det kan jeg helt klart afkræfte, og det er nu noget, vi ved. Gennem de sidste 20 – 30 år er det et faktum, at betydeligt flere patienter behandles med kalkholdig medicin. Kalk i kroppen (findes også hos personer der arbejder med det i deres hverdag – f.eks. murer) betyder, at når en normal kremering er gennemført, ligger visse indvolde tilbage som sorte klumper. Disse klumper er meget svære at få brændt, uden at vi tilfører energi. Når vi ser disse tilfælde, tilfører vi energi ved at tænde for en flamme.”
Der fik vi svaret, og svaret er: nej. Og dog!
Som sociolog er jeg på ingen måde kvalificeret til at udtale mig om molekylær kemi, så det her er kun en lægmandshypotese. Det er muligt (men absolut ikke bevist og formentlig heller ikke undersøgt), at kemoterapeutika og kalk er kemisk sammenlignelige. Denne artikel beskriver positive resultater fra forsøg med alternativ kræftbehandling, hvor man med strøm lukker kalk direkte ind i kræftcellerne. Hvis kalk og kemoterapeutika begge kan bruges som kræftbehandling på celleniveau, kan det tænkes, at de har andre kemiske fællestræk – fx brændetidsforlængende egenskaber.
Det er udelukkende gætværk, og jeg har intet at underbygge det med. Sociologisk set er to andre muligheder mere sandsynlige:
– Kemoterapeutika har ingen effekt. Korrelation er ikke kausalitet, og korrelationen i sig selv kan bygge på fejlagtige oplysninger.
– Brændetid er relativt. I de forskellige svar refereres til forskellige gennemsnitlige brændetider, og det kan som nævnt skyldes en række faktorer. Det kan også skyldes forskellige måder at måle tiden på: starter tiden, når dørene lukker? Når flammen tænder? Hvornår og hvordan vurderes det, at kremering er gennemført?
Og med de svar + en smule spekulation har vi nu løst mysteriet om, hvorvidt kemobehandling forlænger brændetiden. Svaret er højst sandsynligt bare ”nej”. Det kunne jeg godt have skrevet på mindre end 6 sider, men jeg havde lyst til at dele hele historien, så det ikke virkede som spild af tid.-